30. marts – 22. april

Han er en af de unge, lysende stjerner på den danske kunsthimmel. Udfordrende i sit udtryk. Krævende overfor sig selv og sit publikum.
I Rene Holms billeder er personerne oftest stivnede, fortabte og uforløste i deres eget gådefulde univers.
Selv lever han omgivet af gode kolleger og familiær kærlighed.

MANDEN MED MALERIERNE
På de næste sider fortæller Manden Med Malerierne om Kunst, Kunstmalere, Kritik, Konkurrence, Koncept, Kærlighed, Kvalitet og Kunststyrelsen.
Tekst: Team Copsø
Foto: Red Star Photo
Rene Holm:
Født i Esbjerg 1967.
Uddannet Århus Kunstakademi.
Har udstillet på en række censurerede udstillinger i Danmark.
Har alene i 2008 udstillet på udenlandske gallerier og museer i London, Skt. Petersborg og Hamborg.
Bosiddende i Esbjerg med hustru og to børn.

www.reneholm.dk

 

​

​

Kunst… er efterhånden blevet et stort begreb. I dag kan alle jo kalde sig kunstnere. For mig er kunst noget, man helliger sig til. Man laver kunst – ikke bare for at fabrikere noget dekorativt – der skal først og fremmest være indhold, budskab og visioner i billederne.
Et godt kunstværk bliver taget alvorligt. Det kommer ud på de gode gallerier, hvor det bliver accepteret og belønnet.
-Kan børn lave kunst?
-Ikke efter min mening. De kan lave fantastiske dekorationer på et sjovt plan, men børnene ser ikke selv deres ting som kunst. Når børn har en vis alder, så sprøjter de jo tegninger ud. Da mine egne børn var 5-6 år gamle, lavede de nogle fede ting, og der var en stor ærlighed i billederne.
Men modsat kunstneren, så har børnene jo ikke dybere tanker med det, de laver. Børn vil ret beset også helst bare kopiere og tegne noget ”der ligner.” Hos kunstneren begynder det med en ide, der udvikler sig til en række tanker, og som former sig til et budskab.

Aber og elefanter kan jo også male
Jeg ved godt, at nogle malerier, lavet af børn, er havnet på censurerede udstillinger. Jeg kunne sikkert også snyde publikum ved at hænge nogle af mine børns tegninger ind mellem mine egne værker.
Men det ændrer ikke på min grundlæggende tanke om, at kunstneren har en tanke bag det, han laver.
Aber og elefanter kan jo også male. Men her er der heller ingen dybere mening bag, og derfor er det ikke kunst.
-Irriterer det dig, når folk køber malerier i Incado
-Det irriterer mig ikke, at de vælger at købe et billede der. Men det irriterer mig, når de kalder det kunst. Tidligere købte folk plakater. Nu er plakaten blevet skiftet ud med billige malerier, som er rene dekorationer. De folk, som handler i Incado er slet ikke mine kunder, så derfor går der ikke noget fra mig. Men jeg synes, at de skulle prøve at gå op i kvalitet. Man kan jo altid gå ned i billedstørrelse, så billedet bliver billigere.
—
Kunstmalere… er lige så forskellige som deres værker. Men ofte kan du godt forbinde et kunstværk med en kunstner, når du ser vedkommende.
Der hersker stadig en del fordomme om kunstnere. Jeg har flere gange oplevet at sidde i et selskab, hvor folk har spurgt mig, hvad jeg laver. De bliver meget overraskede, når jeg svarer ”kunstner.” Måske fordi jeg har lidt pænere tøj på, end det de forestiller sig, kunstnere går i.
Mange har stadig væk et billede af, at en kunstner er en person, som aldrig går i bad, udsender dårlige lugte, går i plettet tøj og er fordrukken. Der findes da stadig nogle få kunstnere, der går rundt med en halv flaske rødvin i inderlommen. Men ellers er det en kliché.

Jeg kunne ikke male i smerte
De samtidskunstnere, jeg hænger ud med og udstiller sammen med, er folk som vil bo ordentligt, i det omfang de har råd. Verden har forandret sig meget i de sidste ti år. Og det er gået op for kunstnerne, at de altså ikke behøver at være døde, før de får succes.
-Så man behøver ikke længere bo på et kvistværelse og hutle sig gennem livet for at lave god kunst?
-De typer er der ikke mange af længere. Og de få, der er tilbage, kommer fra en tid, hvor det var sådan. De er aldrig kommet videre.
-Er det en kliché, at man maler bedst på smerte?
-Det tror jeg. Nogle kunstnere har måske ønsket at dramatisere billedets tilblivelse lidt. Jeg tror ikke på, at jeg selv kan male på smerte. Jeg ville ikke kunne gå i mit atelier efter en tragedie i min familie, eller et skænderi derhjemme. Det ville der ikke komme noget godt ud af.
Men det er da klart, at store begivenheder – både tragiske og positive – vil præge én. Det har da f.eks. haft stor betydning for mig at få børn.
-Indeholder den gode kunstner heller ikke dæmoner, der raser i ham?
-Van Gogh var som bekendt rablende sindssyg, og drak ligefrem sin egen terpentin. Han lavede nogle fantastiske billeder, men jeg tror ikke, at man nødvendigvis behøver at indeholde disse dæmoner, for at kunne male, det vil mere være en form for terapi.

Jeg føler ikke selv at jeg er en krukke
I dag kan du ofte slet ikke overleve som kunstner, hvis du kun kan male. Det hele er blevet så kommercielt og stort.
Du skal være din egen sælger og fortæller. Næsten halvdelen af din tid går med markedsføring. Konkurrencen mellem malerne er større og mere synlig end nogensinde før.
Det, som en kunstmaler for 50 år siden håbede, ville lykkes for ham i løbet af et helt liv, det forventer vi unge at opnå i løbet af ti år.
-Genkender du billedet af kunstmalere, som nogle selvoptagede krukker?
-Jeg føler ikke selv, at jeg er en krukke. Men indimellem støder jeg da ind i nogle, som skal behandles som verdenskunstnere. Det kan jeg jo kun grine af. Jeg synes, at det ville være latterligt, hvis jeg ankom til fernisering i en limousine.

Kritik… tager jeg gerne imod med kyshånd, hvis jeg fornemmer, at den er seriøst ment. Enhver kan sige, at mine billeder er grimme. Men hvorfor er de grimme? Hvis folk kan give en saglig kritik, så er det interessant og noget, jeg får noget ud af.
På Kunstakademiet fik jeg min første egentlige kritik. Jeg havde været der et halvt år, og syntes at jeg var en fandens karl. Heldigvis tog en af underviserne fat i mig og påpegede, at jeg manglede ret meget.
Først blev jeg skuffet og ramt. Men jeg havde styrke til at vende kritikken til noget positivt. Jeg sagde til mig selv: ”Jeg skal vise dem.”
Mange vil gå ned efter sådan en kritik og måske ikke male i et halvt år.
Jeg havde lige et par uger, hvor det ikke var så nemt at kaste sig over tingene, som det havde været. Jeg havde jo i flere år troet på, at mine ting var rigtig gode. Så får du pludselig noget andet at vide, og jeg kunne godt se, at der var hold i kritikken.
Underviseren kom jo ikke med et personligt angreb. Det var en god snak, som jeg kunne bruge til noget, for hun ønskede jo bare at få det bedste ud af mig.

Min indre kritiker var taget på ferie
-Hvordan arbejder din indre kritiker?
-Min indre kritiker er jo den eneste ateliermakker, jeg har. Jeg taler ikke højt med ham. Processen forgår inde i hovedet og i maven, hvor jeg vender, hvordan tingene skal se ud.
Ofte bruger jeg mig selv og mine egne malerier som inspiration, hvis jeg går lidt i stå. Så tager jeg et af mine gamle kataloger frem og genopdager et eller andet, som jeg havde glemt.
-Hvordan arbejder din indre kritiker så, når du ser nogle af dine gamle malerier. Bliver du glad eller ked af det?
-Det, jeg lavede i slutningen af 90-erne, var ikke godt nok. Min indre kritiker var taget på ferie. Det gik for stærkt og der var ingen ide eller budskab. Tiden har ikke været forgæves, for jeg lavede mange billeder, hvor jeg lærte nogle greb, som jeg bruger i dag.
Jeg er ikke dybt ked af den tid, men den måtte bestemt godt have været lidt kortere. Og jeg har da også skåret 130 billeder i stykker fra dengang.
Til gengæld er jeg meget glad over de malerier, som jeg har lavet i de seneste 6-7 år. Der er helt andre ideer og budskaber i de billeder.
Omvendt kan jeg også mærke, at jeg bliver mere og mere låst i det, jeg har lavet i de senere år.
Det er både godt og ondt. Enhver kunstner gør jo alt for at nå derhen, hvor publikum kan genkende ens ting. Men det bliver også en hæmsko. Succesen giver dig et levebrød, udlandsrejser og et varmt atelier. Men du mister let lidt af modet til at kaste dig ud i noget fuldstændig vanvittigt og blæse på det hele.

Kritikere har da betydning
-Hvordan oplever du kunstkritikerne og anmelderne?
-I vores område fornemmer du ikke, at aviserne har nogen ansat, som tager ud og ser på kunstmarkeder og skriver kvit og frit derfra. Det meste er jo skrevet ud fra en pressemeddelelse og samtaler med kunstnerne.
Tidligere var der flere kritikere på aviserne, men det er blevet skåret bort. De få kritikere, der er tilbage, holder primært til på de københavnske dagblade og nogle kunstmagasiner.
-Har de nogen betydning overhovedet i dag?
-De har da betydning. Jeg kunne da godt tænke mig en god og saglig kritik – uanset om den er positiv eller negativ. Det ville betyde sindssygt meget for mig med en artikel i Politiken, fordi en stor del af deres læsere netop interesserer sig for kunst.
-Så betydningen for dig ligger ikke i en god eller dårlig kritik, men om du får spalteplads og bliver eksponeret?
-Ja.

Konkurrencen… i denne branche er utrolig hård. Det vil være en stor løgn, hvis jeg påstår, at man ikke står sig selv nærmest som udgangspunkt. Men man skal være stor nok til at kunne nyde en god kollegas succes.
Nu har jeg en del kolleger, hvor de som kunstnere danner par. Det kan jeg på en måde godt misunde dem, for de kan virkelig tale om tingene og nyde udstillinger sammen.
Men mange af dem har ikke succes på samme tidspunkt. Der er altid én, der er lidt længere fremme end den anden. Det ville jeg ikke kunne tolerere i et forhold.
Jeg vil have det fantastisk med, at min kæreste er verdens bedste assurandør i Danmark og tjener boksen hver måned. Det vil da være fedt. Men hvis min kæreste også var kunstner, og udstillede på større og mere interessante museer og gallerier end mig, det ville jeg have det svært ved. Det ville være rigtig træls.
Det er helt klart nemmere at nyde en kollegas succes, når man også selv har succes og sælger alt hvad man laver.

Konkurrencen er vigtig for mig
-Den kapitalistiske grundtanke går jo ud på, at konkurrence er befordrende for skabertrangen. Tror du på det?
-Det at skabe kunst er helt klart højdepunktet for mig. Men konkurrencen med andre kunstnere, det at blive set, at komme med på de gode udstillinger, er en kæmpe gulerod.
Hvis jeg aldrig så en kollega opnå noget, der ligger et trin højere for mig, så ville jeg jo aldrig tro på, at det er opnåeligt. Vi kan løfte hinanden op på den måde. Og hvis en af os bryder gennem lydmuren, så må man jo bare håbe på, at vi ikke glemmer hinanden, men stadig gerne vil løfte og hjælpe.
Det gælder også i kunstverdenen, at den du møder på vej op, møder du også på vej ned.

Koncept… bruger jeg i den forstand, at jeg ofte arbejder i serier eller med et tema, som jeg fordyber mig i. Ideerne til temaerne kommer fra ting, jeg har oplevet eller hørt om.
Det kan være noget, der er sket ude i verden, og som jeg ikke kan slippe. Det bliver ved med at suse rundt i harddisken. Så begynder jeg at researche emnet i bøger og på Internettet.
Hvis jeg finder det interessant nok, så rejser jeg ud til det konkrete sted og dokumenterer det med mit kamera, så jeg har noget at arbejde videre på, når jeg kommer hjem.
-Du har været rundt i hele verden for at søge inspiration. Kunne du ikke bare starte din cykel og trampe Jylland rundt og lave nøjagtig det samme?
Jo da. Jeg har været i Kina og USA to gange. Men jeg også lavet en serie, der hed ”De Fremmede”, hvor jeg tog til Jelling og besøgte et asylcenter tre gange. Jeg besøgte også integrerede familier her i Esbjerg.
Nørreskoven, som er min egen baghave, har også givet mig masser af inspiration.

Jeg hviler i mig selv lige nu
Lige nu arbejder jeg i øvrigt slet ikke med et særligt tema, har dog en finger nede i den globale krise situation. Det er vigtigt at tage et pusterum indimellem, selv om det også kan blive for nemt. Jeg hviler meget i mig selv med de ting, som jeg laver lige nu. Disse billeder slider ikke så meget, som at lave en hel serie, hvor du forfølger en tanke, dokumenterer den og udfører den.
-Dine personer har enten udviskede ansigter eller også ser de dybt ulykkelige ud. Er det et koncept eller er du en omvandrende depression?
-Når mine personer er ansigtsløse, så er det for at få en bedre dialog med publikum. Hvis mine personer har ansigter og personligheder, så begynder publikum på at se på, om de ligner nogen. Jeg vil gerne skabe fornemmelsen af, at ”det kunne lige så godt være os”, der kunne befinde os i situationen på billedet.
I øvrigt er mine personer nu begyndt at få lidt mere ansigt. Jeg forsøger hele tiden at prøve nye ting af og udfordre mit eget maleri. Også selv om jeg risikerer at få kritik for, at billederne ikke ligner de forrige.
På langt sigt vil det gavne mig, at jeg tør flytte mig. Det ville jo ikke være særligt modigt af mig, hvis resten af mine billeder kun var birketræer og skove, uanset hvor mange jeg så kunne sælge af dem.
Det er nu engang ikke mit koncept at lave pæne eller rare billeder, som blot tilfredsstiller publikum.

Kærlighed… til kunsten er stor. Jeg ved godt, at jeg burde nævne min kæreste først, men jeg er altså dybt forelsket i mine egne malerier (smiler).
Uden kærlighed fra hjemmefronten, så tror jeg ikke, at jeg ville have overskud til at lave de ting, som jeg laver.
Mine billeder handler jo ikke om glæde eller jubelscener. Takket være kærligheden, bliver jeg ikke lige som de mennesker, jeg arbejder med på lærredet.
Det er ligesom en Falck mand. Hvis han ikke kan køre hjem og få et knus af konen og børnene, så tror jeg ikke, at han i længden kan samle folk op og opleve tragedierne.
-Hvis du ikke var omgivet af kærlighed, ville dine billeder så blive mere varme?
-Det tror jeg ikke. Men jeg ved det ikke, for jeg har jo aldrig prøvet det. Nu er der jo heller ikke katastrofer i alt, hvad jeg laver. Der er da også folk, som ser det smukke i malerierne, selv om de er dystre.

Kvalitet… holder jeg meget af. I am sucked for quality. Jeg er f.eks. en stor fan af klassikere fra Arne Jacobsen, Poul Henningsen og Ray og Charles Eames. Jeg vil generelt hellere have færre, men gode ting i vores hjem.
Kvalitet holder i længden – det gælder også i kunsten. De gode møbler holder prisen. De kan skifte lidt i popularitet. Nu er det Wegner, der er ved at komme ind igen. Men ingen af dem ryger helt ud.
Men selvfølgelig kan man få en god stol til 500 kroner. Ret beset er det jo et spørgsmål om temperament, hvad man foretrækker.
-Er det også ting, hvor kvaliteten slet ikke betyder noget for dig?
-Ja, spisestel. Vores tallerkener er over tyve år gamle, skårede, hvide alle sammen, og skålene er fra Søstrene Grene. Dyre stel siger mig absolut intet.
Til gengæld går vi meget op i mad kvalitet og lave sund mad. Det skal være i orden – ikke mindst, når man har børn.
Vi lægger også stor vægt på at sidde ned og spise sammen med børnene. Det er kvalitets tid, der er givet godt ud.

Kunststyrelsen… er jo borgmesteren indenfor kunstverdenen. Får man støtte af Kunststyrelsen, så begynder du at få skulderklap de rigtige steder. Et af mine nye mål er at få kvalitetsstemplet fra Kunststyrelsen. Hvis de siger OK til at støtte et af mine projekter, så bliver der lagt mærke til én. De støtter bestemt ikke noget for bare at være Flinke Per.
Jeg har endnu ikke søgt, og jeg gemmer min ansøgning til det helt rigtige projekt.
Jeg har et par projekter i tankerne, men jeg har ikke afgjort, hvilket jeg vil bruge. Det skal jo virkelig være et projekt, som har høj kvalitet og originalitet.
René Holm er med denne artikel Aktuel på Vejle Kunst Museum med Udstillingen Street art inspiration. 24 jan 13 april 2009
Udstillnger i 2009.
Galleri Christoffer Egelund Kbh. marts – april
Fanø Kunst Museum april – juli 2009
Guan Shanyue art Museum Shenzhen Kina sept – okt
Gallerie Wolfsen Ålborg sept – okt