Har du lyst til at være en del af et levende kunstfællesskab og være med til at gøre vores udstillinger mulige?
I Kunstforeningen Det Ny Kastet er vores frivillige helt uundværlige. Det er takket være frivillige kræfter, at vi kan byde gæster velkommen til spændende kunstoplevelser i de smukke rammer på Bindesbølls Rådhus.
Som frivillig kan du bidrage på den måde, der passer til dig, din tid og din lyst. Måske har du mulighed for at være udstillingsvært 2-3 timer en enkelt gang om måneden. Måske vil du gerne hjælpe, når nye udstillinger skal hænges op og værkerne placeres. Måske har du lyst til at give en hånd med, når en udstilling skal tages ned igen – eller måske vil du gerne engagere dig lidt mere. Alle bidrag er værdifulde, og vi er taknemmelige for enhver hjælp.
Som udstillingsvært
Som udstillingsvært er du med til at give gæsterne en god oplevelse. Du åbner udstillingen, byder besøgende velkommen, hjælper med det praktiske og er til stede i lokalerne i åbningstiden. Det kræver ikke særlige forkundskaber – blot lysten til at møde mennesker og være med til at skabe en venlig og imødekommende stemning omkring kunsten.
Du er også altid velkommen til at invitere en gæst med, når du er udstillingsvært. Det kan være en ven, nabo, ægtefælle eller et familiemedlem, og det gør ofte vagten både hyggeligere og mere levende, når man er to.
Som en del af ophængningsgruppen
Har du lyst til at hjælpe mere praktisk, kan du blive en del af ophængningsgruppen. Her hjælper frivillige – ofte sammen med kunstnerne – med at gøre udstillingerne klar: hænge værker op, placere skulpturer og andre værker, flytte, stille op og tage ned igen, når udstillingen er slut. Det er en vigtig del af arbejdet bag kulisserne – og en god mulighed for at komme tættere på kunsten, på kunstnerne og fællesskabet omkring foreningen.
Du bliver en del af fællesskabet
Som frivillig bliver du en vigtig del af Kunstforeningen Det Ny Kastet. Du møder andre med interesse for kunst og lokalt kulturliv, får indblik i udstillingerne og bidrager til, at mange gæster kan få gode kunstoplevelser i Thisted.
Nye frivillige bliver naturligvis introduceret til opgaverne, og du står ikke alene. Vi sørger for, at du får den nødvendige information og hjælp til at komme godt i gang.
Som tak for din indsats får du automatisk gratis medlemskab af Kunstforeningen Det Ny Kastet. Med medlemskabet kan du besøge dels alle udstillinger, der afholdes af Kunstforeningen Det Ny Kastet men også udstillinger hos Kunstforeningen MK61 i Nykøbing Mors.
Kontakt
Har du lyst til at blive udstillingsvært, er du meget velkommen til at kontakte en af vores frivilligkoordinatorer:
Christina Linnet
Mobil: 29 25 34 08
Mail: christinalinnet@hotmail.com
Anette Bjørndal
Mobil: 20 48 88 91
Mail: abjorndal@hotmail.com
Har du lyst til at blive en del af ophængningsgruppen, kan du kontakte:
Preben Bjerregaard Rasmussen
Mobil: 26 28 75 41
Mail: preben.b.rasmussen@gmail.com
Vi glæder os til at høre fra dig – uanset om du kan hjælpe lidt, en gang imellem eller mere fast.
