Lars Abrahamsen (skulptur)
Eske K. Mathiesen (digte)
7. februar – 8 – marts
Der vil ved ferniseringen fredag d. 7. februar kl. 16 – 18 være digtoplæsning ved Ellen Lomholt og musik ved cellist Anders Bak.
”En skulptur er det man støder ind i, når man træder et skridt tilbage for at betragte et maleri”
-citat, Barnett Newman, (amerikansk maler 1905-1970)
”Digte er skulpturer, der er tromlet fuldstændig flade”
– citat, Eske K. Mathiesen, (dansk forfatter 1944-)
De to citater i indledningen er selvsagt ikke en retfærdig karakteristik, men snarere et humoristisk forsøg på at indfange såvel beskuer som den betragtede genstand.
I Lars Abrahamsens skulpturer synes tiden ophævet. Værkerne er nye og gamle på samme tid og indoptager erfaringer fra både moderniteten og traditionen. Materialerne er klassiske: sten, bronze, gips og som oftest træ, nogle gange er de bemalede.
Digte af Eske K. Mathiesen ledsager skulpturerne. Han har gennem årene haft et frodigt samarbejde med billedkunstnere i forbindelse med en række af sine bogudgivelser, men denne gang kommer de prægnante digte op at hænge i dialog med skulpturerne. Fælles for de to, er en optagethed af naturens fænomener, som også her i glimt kommer til udtryk.
Som besøgende på udstillingen kan man selv komme sandheden lidt nærmere.
Udstillingen hedder Må gerne berøres, hvilket umiddelbart kan opfattes som en kommentar til museernes ”må ikke berøres”. Titlen kan dog også ses som et indlæg i en lang sej strid, indenfor filosofien og tænkningen generelt, der handler om, at der i Vesteuropa gennem århundreder – hvis ikke årtusinder – kan siges at have været en priviligering af synet over de andre sanser, som følesansen, hørelsen, smags- og lugtesansen. En strid som i sin grund drejer sig om visualitet (billedet) kontra tekstualitet (ordet) og er af religiøs art. Lars Abrahamsen og Eske K. Mathiesen peger på, at billedhuggeren såvel som beskueren også godt må føle sig frem, som den blinde gør det… og som mennesket gør det i det erotiske møde. De peger på, at vi har en viden dér, som er vigtig. En viden om former, lyst og stoflighed, som også er del af kunstoplevelsen. Og som Eske K. Mathiesen skriver: Det er jo ikke skulpturen som sådan, / det kommer an på, det er dens evne/ til at skabe et magisk sted, / hvor stilheden er fuld af musik.
Mette Sterup-Hansen
Lars Abrahamsen (f.1953) er uddannet fotograf hos Poul Pedersen, og uddannet billedkunstner fra Århus Kunstakademi hos bl.a. Mogens Gissel. Han har gennem årene været grafisk tilrettelægger på en række kunstbøger og hans skulpturer har bl.a. kunnet ses på Sophienholm, Silkeborg Bad, Johannes Larsen Museet, Clausens Kunsthandel og Veksølund. I sommeren 2018 blev mindesmærket for omkomne søfolk under Anden Verdenskrig på Nyborg Havn indviet. Desuden har han i mere end en snes år assisteret og udført værker sammen med John Olsen.
Eske K. Mathiesen (f.1944) er uddannet folkemindeforsker, debuterede som digter og forfatter i 1969, og har siden publiceret et hav af små og større bøger på bl.a. Asger Schnacks forlag. Clausens Kunsthandel har udgivet hans: Udsigt fra et muldvarpeskud med tegninger af Jørgen Rømer (2004), Træpenge med billeder af Erland Knudssøn Madsen (2006), Den grønne flod med tegninger af Lea Boruszek (2008), Vinterfluen med træsnit af Seppo Mattinen (2009), Krokodillen der var så grådig at den åd sig selv illustreret af Ole Sporring (2010), Guds hus med tegninger af Toni Larsen (2012) og Skvalderkål med tegninger af Sys Hindsbo (2014). Desuden har Eske K. Mathiesen skrevet teksten i de to første bøger i trilogien med Jørgen Rømers Akvareller (2005), Tegninger (2008), og Grafik (2013).