Udstillingsperiode fra den 13. juni – 9. august 2025

Fernisering den 13. juni 2025 kl. 16-18

Per Linnemann-Schmidt (1912-1999) voksede op på familiegården Fuglager uden for Sorø. Han tog realeksamen fra Sorø Akademi i 1929, og allerede 1931, 19 år gammel, udførte han en buste af den
irske præst, father Walsh. Den gav ham adgang til Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedhuggerskole (1931-35) hos professor Einar Utzon-Frank. Derefter begyndte han som portrætbilledhugger i sit atelier i Bredgade i København og udførte i årene frem til 1948 en række portrætbuster af forskellige kendte, familie og venner på bestilling.

Han udførte busterne af rektor Henrik Raaschou-Nielsen i 1942 og busten af rektor Arne Østergaard så sent som 1980. Begge er doneret til Sorø Akademis Skole af Soransk Samfund. Sorø Kunstmuseum har en bronzebuste af stabslæge Gordon Norrie, fra 1940. I biblioteksgården på Københavns Universitet står en buste af professor Wilhelm Grønbech og på Landbohøjskolen en buste af professor og rektor Niels Bjerrum.

Efter næsten 40 års pause genoptog han billedhuggergerningen, og i 1982 udførte han en buste af professor Anker Engelund, DTU, og i 1984 professor dr.med. Dyre Trolle, Rigshospitalet, plus flere
andre frem til 1992.

I 1939 blev Per Linnemann-Schmidt gift med Annelise Sprechler og stiftede familie. I 1944 flyttede familien fra 5. sal i Kanslergade på Østerbro til et lille stråtækt bondehus i Sengeløse. Herfra cyklede Per til sit atelier i Bredgade dagligt indtil 1946. Han fik da lov til at bruge et lokale på den nærliggende nystartede keramiske virksomhed Eslau. Her tegnede han bl.a. et kaffestel og senere et testel til dem. Det blev den spæde begyndelse på hans egen keramiske karriere. På sin svigermors opfordring tegnede han en julelysestage i form af en julerose. Den blev lavet i gipsforme, og i 1947 sagde Annelise, at den kunne hun sælge. Hvorefter hun kørte fra “Gedser til Skagen” i deres lille Austin 7. årg. 1936, og besøgte alle kunstforretninger i Danmark. Drengene i Sengeløse kaldte bilen ‘tændstikæsken’. Hun solgte omkring 12.000 stk. På grund af pladsmangel måtte Eslau bede ham finde et andet sted til produktionen.

Navnet Palshus blev givet allerede i maj 1945 af commander Paddy Flint, officer i Montgomery’s stab. Han var ven med Per og Annelise fra før krigen og besøgte dem lige efter befrielsen. Da han kom ind
i haven, kiggede han på huset og sagde: “Dette er Per og Annelise Linnemann-Schmidts hus. Dette er ‘Palshus’.”

I 1948 fik Per tilladelse til at opføre en barak fra Frøslevlejren på en høj kælder. Meget snart gik de i samarbejde med Jens H. Quistgaard samtidig med, at Per eksperimenterede med nye former
og glasurer. Det blev til den store serie kendte ting med harepelsglasurer, der hed middelhav, elfenben, nertz, mos, oliven og dueblå. De blev lavet, til værkstedet lukkede i 1972.

Alt dette blev der råd til, fordi Annelise havde lavet en aftale med Peter Heering, Heering Likører og halvfætter til Per, om at lave ham et reklameaskebæger, som var bedre end det skabsfuld af afviste askebægre, han viste hende. Det blev til det kendte trekantede askebæger, designet af IHQ, som stod på restauranter og barer i hele verden. Et sted mellem 250.000 og 500.000 blev produceret over de næste ca. 15 år.

I midten af halvtredserne eksperimenterede Per med en ny produktionslinje, der blev til den store serie af chamottevarer, som også blev produceret, helt til værkstedet lukkede. Hele tiden eksperimenterede han med nye glasurer, især til chamotten. Det blev til mange, så de har kun numre. Familien har mange unikke stykker, som kan blive udlånt til udstillinger.

Palshus blev udstillet flere steder i Danmark: Den Permanente, Studio Schrader, København, Illums Bolighus og Håndarbejdets Fremme på Kgs. Nytorv, men også i udlandet. Bl.a. i Stockholm i 1954, Berlin Biennale 1953 og i New York, hos Pottery Barn v. Paul Secon sidst i 1950erne og begyndelsen af 60erne.

Udstillingen vil være om Per Linnemann-Schmidt både som billedhugger og som keramiker. Da der findes en del af hans skulpturer, både tidlige og sene, vil det være naturligt at inkludere nogle af disse i en udstilling. De vil sammen med stentøjet give et meget mere fuldstændigt billede af kunstneren.