16. maj – 28. juni 2009

Skulptur, grafik og maleri

	ARNE HAUGEN SØRENSEN  DK ILDEFONSO AGUILAR  ES PERRY OLIVER  US ANTONIO VALVERDE  ES Udstillingen arrangeres i samarbejde med Galleri Krabbe
Arne Haugen Sørensen deltog ved ferniseringen   Klaus Rifbjerg åbner udstillingen	DUENDE: I Andalusien har man et begreb, der hedder “Duende”. Det er en sjælden mørk kunstnerisk inspiration, der stiger op fra selve jorden, man står på. Op igennem fødderne videre op i kroppen, bemægtiger den sig hele kunstneren, der nu udtrykker sig med en så voldsom kraft at ingen lades uberørt. Det er de døde, der stiger op og taler igennem os. Federico Garcia Lorca, den store andalusiske digter, har skrevet udførligt om duenden. Han siger bl.a.: “Hvert menneske og hver kunstner – klatrer trin for trin op ad trappen i sin fuldkommenheds tårn ved at kæmpe med sin duende – ikke med sin engel, som man har hævdet, eller sin muse. Han slutter: “Hvor er duenden? Gennem den tomme bue kommer der en vind, en mental vind, som blæser ubarmhjertigt over de dødes hoveder på jagt efter nye landskaber og ukendte betoninger; en vind med en lugt af barnespyt, knust græs og et gobleslør, der forkynder alle nyskabte tings bestandige dåb. Denne tekst er taget fra Arne Haugen Sørensens tekst som også indgår i kataloget. Læs Klaus Rifbjergs åbningstale nederst på siden!
Arne Haugen Sørensen	Til pressefoto	Koncentration før åbningen	Arne Haugen Sørensen
Arne Haugen Sørensen	Arne Haugen Sørensen
Arne Haugen Sørensen	Antonio Valverde	Antonio Valverde	Antonio Valverde
lldefonso Aguilar	Ildefonso Aguilar	Antonio Valverde
Arne Haugen Sørensen
	Skulpturer af Perry Oliver Malerier af Arne Haugen Sørensen

Klaus Rifbjerg

Åbning af kunstudstillingen DUENDE i Thisted

Når jeg tænker på kunst, tænker jeg på form og flade. Når jeg tænker på kunst, tænker jeg på et langt forløb, der strækker sig fra den tidligste barndom til nu. Man vandrer ikke direkte ind i et eksistentielt forhold til form og flade, kunst er det for det meste noget, der kommer senere.

Jeg stammer fra et hjem med k]aver, og der var også en del bøger. Men billederne kom før bøgene, og det med klaveret blev aldrig til noget. Hvis jeg prøver at genkalde mig hvad der hang på væggene i mit barndomshjem, er billedet blandet, men noget hænger bedre fast i bevidstheden end andet. Der var af gode grunde ikke mange statuer, dem er der i reglen ikke penge til i den lavere ende af middelklassen. Men billeder var der som sagt, et relativt konventionelt sortiment, der havde mere med en halvtom pengepung og en helt konventionel smag at gøre end med en brændende lidenskab for kunsten. Billeder af en malende slægtning fyldte godt op, men ellers var der mest litografier.

Derfor ligger billedminderne også i et clairobscur, som om alt hvad jeg strejfede med blikket dengang, var i negativ. Et vandfald af Ruysdal havde samme lidt spøgelsesagtige karakter som Rembrandts “Nattevagten”, der dog var i et større format og hang i en tung ranm1e. At begge værker i fuld farve måtte kalde på genkendelse, siger sig selv, men ind imellem har jeg svært ved at gøre mig helt klart, hvad der gjorde mest indtryk: skabelonerne fra dengang eller mødet med den genialt udfoldede kunst senere hen. Sært nok faldt mødet med “Nattevagten” sted på et tidspunkt, hvor Tinguely rundt om hjørnet havde sluppet “Bevægelse i kunsten” løs i Amsterdam. På Nationalgalleriet sørgede tommetykt plexiglas for, at man ikke kom for tæt det uforlignelige, hos Tinguely blev man til gengæld grebet i kraven og slynget rundt.

Hjemme kunne jeg vælge mellem Michael Anchers “Fisker” og en serie tegninger af Louis Moe, begge i litografi. Jeg brød mig ikke særligt om nogen af dem, Fiskeren gassede sig selvbevidst i sin realisme, Moe bankede lidt for åbenlyst på med sin eventyrlige dyrefabulering. Men så var der faktisk noget skulpturelt som af andre grunde gjorde indtryk: inde i den lille stue, hvor der stod en ottoman med grønt betræk, hang et fotografi af “Venus fra Milo” som manglede noget, man efterhånden slet ikke lagde mærke til. Selv uden arme var der swing i figuren, og skønt denne Venus vel var så langt fra det sexede, som tænkes kunne  (skønt jeg gjorde mig umage) så var figuren selv i flad gengivelse fuld af femininitet af samme slags som jeg fandt hos min mor.

Hvad man søger i kunsten er genkendelse gerne i form af en genkendelighed, der både ligger indenfor ens egen erfaringsramme og udenfor. Hvis der slet ikke er kontakt, duer det ikke. Til gengæld kan man ikke snyde ved at afvise noget, man på forhånd tror ikke vil være værd at beskæftige sig med. Al tilegnelse af kunst kræver arbejde, og det drejer sig ikke kun om malerier og skulpturer og installationer, men også om musik og bøger. Det kan ikke nytte noget blot at møde op med sin bedreviden eller mulige foragt, der skal en slags ydmyghed til før tingene åbner sig – og øvelse, træning, forberedelse, åndelig gymnastik og bevægelighed.

Det forgange år har været rigt på muligheder for at konfrontere sig med det ypperste, og når Louisianas præsentation af Cezanne hånd i hånd med Giacometti  gjorde stærkt indtryk på mig, skyldtes det ikke kun de to kunstneres bestræbelse på at skabe det uopnåelige (som vi alle kender) men understregningen af, at vejen ad hvilken er den vigtigste, at bestræbelsen er forudsætningen for fuldbyrdelsen, at følelsen af det personligt mislykkede eller kvartfuldbragte i sig rummer kernen til det fuldkomne, d.v.s. sammensmeltningen af kunstværket med beskueren, fusionen af indre og ydre i en helhed, som løfter en ud af både sokkerne og skoene, samtidig med at man stadigvæk har fødderne på jorden. Om man foretrækker Cezannes underspillede og knastørre lyrik eller svejtserens dynamiske stregrokoko er en smagssag, selvom det er svært at bruge ordet “smag” i den forbindelse, ligesom man godt kan lade smagen blive hjemme, når man konfronteres med en anden af de nære mestre, Lucien Freud, hvis melankolske udstilling af mennesker som kød ejer en sjælfuldhed, der med sin brutale insisteren taler om den samme slags længsel, der driver næsten alt kunst og handler om længslen efter forandring, forvandling, transcendens samtidig med at kendsgerningerne lægges frem med al deres herlige, afskyelige, detaljerede og storslået maleriske tilstedeværelse.

Det var ikke den slags overvejelser man gjorde sig på vej fra stuen og op ad trappen i det beskedne amagerhus, hvor Ancher og Louis Moe hang. Det kom langt senere og for mit vedkommende sikkert gennem bøgerne, hvor billeder forekom som illustrationer, men også som noget, der henvistes til og sammenlignedes med. Hemingway fortæller således et sted, at han oplevelse af Cezannes kunst, dens nøgterne, men alligevel lidenskabelige optagethed af detalje og form som forudsætning for hans egne landskabsbeskrivelser og ikke mindst i den berømte optakt til romanen “Farvel til våbnene”.

Hvad man ind imellem glemmer, er at malerkunst ikke kun er repræsentation, men også transmission, og bliver vi et øjeblik ved den påståede transponering mellem Hemingway’s beskrivelse af italiensk landskab og f.eks. Cezannes stædige og gentagne billeder af Mont Sct.Victoire, ville ingen af delene være meget værd, hvis der ikke stak: noget under, som forvandlede fladens propaganda – den være sig nok så virtuos – til noget mere og dybere, lad os kalde det en sjælstilstand eller et varsel, en hemmelighed eller en drøm.

Der er uendelig afstand mellem en fotografisk gengivelse af Venus fra Milo og figuren set i fuld plasticitet, ligesom oplevelsen af Nike fra Samotrake eller en af Maiolls kvindefigurer er meningsløs, hvis man har spærret sine egne sejrsdrømme inde eller har fortrængt sin seksualitet. Der kunne ikke vrides en halv centiliter erotisk opstemthed ud af Venus­fotografiet, ligegyldig hvor meget man prøvede, mens et enkelt glimt af Tizians eller Modiglianis kvinder var nok til at sætte en i stemning.

Hvad jeg prøver at sige handler om gensidighed, så sandt som kunst uden modtager er meningsløs. Vist brød ingen sig om van Gogh, mens han levede, og ingen ville frivilligt hænge en Gaugt1in op på væggen. Men det er alligevel en sandhed med modifikationer, for når de så på hinandens billeder, var ingen af dem i tvivl om, at her var noget usædvanligt på færde. Vist betragtede de hinandens billeder med fagmandens ekspertise, men oplevelsen rakte langt videre, fordi de måske uden at ville det også så hinandens smerte, længsel og drøm og dermed vores fælles vilkår, når tæppet er trukket fra og forbeholdende skudt i sænk.

Både i kunsten og i livet bevæger man sig på en smal line mellem nederlag og succes, mellem lys og mørke, mellem latter og gråd. Men der er den forskel på måden udfordringerne tackles på, at hvor de fleste flader ud og gør sig så små som muligt for om muligt at undslippe katastrofen (in casu døden) er kunstneren tvunget til at udfordre guderne ved at give dem ansigt og mæle gennem deres k:unst, og det gælder i lige grad for Vorherre som for Lucifer. I den sammenhæng er det ikke let at snyde på vægten -skønt mange prøver og nogen ind imellem med held – men ellers er der afregning ved kasse et, hvor kitsch skilles fra kunst, og braset ryger i den store affaldskværn uden stands anseelse.

Men det er jo også her vi mødes, og hvis kunsten ikke er repræsentativ i forhold til os, der er både små og store, kalveknæede og hjulbenede, skrutryggede og ranke, opkæftede og mumlende, storskrydende og selvudslettende, er der noget galt. Man kan være imod kunst eller ligefrem foragte den – som det ind imellem er populært – men det er umuligt at komme uden om den, fordi alle har brug for et tegn og en forklaring også på noget, som måske i sidste ende er uforklarligt og måske også skal være det.

Alle kunstnere er jaloux på hinanden, de fleste har også noget på hinanden, hvilket ikke på nogen måde adskiller dem fra såkaldt almindelige mennesker. Selv har jeg altid gerne villet være maler eller billedhugger eller musiker, de har i hvert fald ingen kvaler med oversættelser, de møder bare op med værket under armen eller på en lastbil eller i et partitur, så er den ikke længere,de er synlige, de kan høres. Der bliver ikke læst mange danske digte eller romaner i Guinea Bissau, til gengæld havde en hel generation af malere med Picasso i spidsen ikke det mindste besvær med at tilegne sig kunst hentet i det mørke Afrika eller Japan.

I dag fejrer vi kunst samlet under en vidtspændende geografisk vifte, så der er ikke noget at betænke sig på, det hele er tilgængeligt bare man lukker øjnene op, først fremmest hvis man ikke har glemt sig selv derhjemme, men har antennerne med inklusive dem, der sidder i sjælen og allerlængst inde. God fornøjelse!

 

Klaus Rifbjerg.