Hedin Kambsdal
Frits Johannesen
Øssur Mohr
Udstillingen blev åbnet af Holger Juul Sørensen
Frits Johannesen: Altergang
Øsur til venstre Frits til højre
Holger Juhl Sørensen indleder og underholder
Hedin Kambsdal
Frits Johannesen
Øssur Mohr
Nogle ord om Ranunkelpigen (af Frits Johannesen) Oppe på Blåbjerg – det højeste fjeld omkring Fuglefjord, er der en kløft, der bliver kaldt for Mansgjógv( Mandskløft). I denne kløft vokser der en blomst, som vi kalder for snjósóljan – Is-ranunkelen (Ranunculus glacialis). Den vokser kun over 600 meters højde, så det er en selsom blomst. Der er en klippeblok, som står i kløftens midte, som hedder Manden. Hvor der er Is-ranunkler, er der også ranunkelpiger. Hvor der er et mandfolk og smukke ranunkelpiger, opstår mange gange “sød musik”, som bølger frem og tilbage i musiske former f. eks. Tre ranunkelpiger og en harmonikaspiller i Mandsgjógv. Halve gavle og halvt hjul For mere end 40 år siden begyndte jeg at male halve gavle og halvt hjul. Inspirationen kom fra de små bygder på Færøerne. Idet man går igennem en sådan bygd, ser man halve gavle. Engang som barn, jeg kom hen til min bedstefars og bedstemors hus i Fuglefjord, stak der en halv hestevogn og et halvt hjul ud fra en halv gavl. Det har så været i mit sind gennem et helt liv. På det tidspunkt tænkte jeg bare, at det var unødvendigt at male hele gavle, fordi folk vidste, hvordan en hel gavl så ud samt et helt hjul. Det var inden, jeg havde læst om ekspressionismen f. eks. Henri Matisse, hvor han med sine følelser og sit intellekt kunne påvise, at det var ikke nødvendigt at tage alt med i sine malerier, fordi man ser, hvad man vil se, og hjernen sætter resten på plads. Det andet med resten af den halve gavl og det halve hjul lever i det skjulte sind, hvor folk organiserer synsbillederne, og endda omorganiserer dem. Her er vi så kommet til gestaltpsykologien - at omorganiseringen og organiseringen er blevet så god som muligt - mere en summen af de enkelte dele. Mere primetiv billeddannelsen er, jo nærmere står den vort følelsesliv. Man må sige, at det er det, som ligger bag ved ekspressionismens billeddannelser. Den sidste musiker forlader.. Folk flytter fra de små bygder. Det er en dyster fornemmelse. Disse bygder, der har givet os så meget af oplevelser, poesi, digtere, kunst og kunstnere. Jeg synes, det er sørgmodigt og en elegi, som man kan fortolke med f. eks. ”Den sidste musiker forlader Skarvanes, Hattarvík, Andefjord etc.”
