Indkøbskurv

Din kurv er tom. Find det du har brug for i vores webshop

  • Fernisering: 7. juni 2024 kl. 16-18

Stamcellerne Levetid - på vej mod døden i levende live!

Kunstnergruppen Stamcellerne undersøger aldring, liv og død gennem poetiske, konkrete og humoristiske værker.

Hvide, porøse keramikskulpturer af Malene Kløve Dalsgaard – Stamcellerne – Levetid, Det Ny Kastet 2024

Åbningstalen holdes af Ingrid Drengsgaard, formand for Kunstforeningen Det Ny Kastet, og Cecilie Bernts, selvstændig kurator og kunsthistoriker. Der er introduktion til Stamcellerne og værkerne ved kunstnerne Ulla Skov Jensen og Diana Nordbek. Stamcellerne er: Camilla Dayyani, Diana Nordbek, Dorthe Lund, Malene Kløve Dalsgaard, Marianne T. Pedersen, Marie Netterstrøm og Ulla Skov Jensen. Med projektet ønsker vi at sætte spørgsmålstegn ved den verserende, overvejende negative opfattelse af det at blive ældre, hvor man efter endt arbejdsliv kan blive anset som en byrde for samfundet, og i hvert fald ikke brugbar mere. Denne opfattelse vil vi gerne gøre op med og undersøge alternativer til. Det vil vi gøre ved at kigge lidt dybere på, hvad det betyder at blive ældre, og derved komme nærmere en accept af den naturlige aldringsproces. “Mennesket er, så vidt det vides, det eneste levende væsen, der er klar over, at det en dag skal dø; men vi ved ikke, hvornår vi skal dø. Det gør spørgsmål om aldring og muligheden for at undgå døden til en universel fascination”, dr.scient. Suresh Rattan, biogerontolog, Aarhus Universitet. Som Rattan så fint udtrykker, er det bevidstheden om, at døden er en naturlig forlængelse eller konsekvens af det at leve, der øger vores nysgerrighed om aldringsprocessen. Denne nysgerrighed ligger også som klangbund for værkerne; vi vil med kunstens og æstetikkens sprog dykke ned i forskellige tilgange til det at ældes. Værkerne stiller spørgsmål og kommer med udsagn om, hvad det indebærer at ældes som menneske. Der bliver både arbejdet med overordnede tilgange til temaet, som det at vi ældes fra vugge til grav, men også hvad man giver videre, når man har levet et helt liv – både i form af dna, viden og minder og de ændringer, der sker i kroppen og sindet i livets sidste faser både på godt og ondt.

Værkerne spænder fra at være meget poetiske og luftige til at være mere konkrete og tage humor i brug. Flere af værkerne har auditive elementer eller er deciderede lydværker, og et par af kunstnerne påtænker performative elementer i løbet af udstillingsperioden. Det er planlagt at invitere forskellige akademiske faggrupper ind til evt. interview, åbningstale mm. for at brede temaet yderligere ud. Samlet set vil udstillingen give et mangefacetteret univers at gå på opdagelse i. Vi synes, at samtalen om alderdom i den offentlige debat og politisk er stagneret, derfor vil vi gerne udvide temaets mange muligheder for nuancer og facetter med denne udstilling. Vi vil gerne invitere gæster ind til at undres, røres og reflektere over, hvad det vil sige at ældes.

Fire mikroskopiske nærbilleder i grønne og gule toner – Stamcellerne – Levetid, Det Ny Kastet 2024

I forbindelse med udstillingen kan man deltage i en række aktiviteter i løbet af udstillingsperioden. Følg Stamcellerne på Instagram for mere information om udstillingen og events: http://www.instagram.com/stam.cellerne/ og her på siden: http://www.detnykastet.dk/ Udstillingen er generøst støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn og Region Nordjyllands Kulturudviklingspulje.

To gæster betragter to malerier af ældre figurer – Stamcellerne – Levetid, Det Ny Kastet 2024
Indrammet værk med et foto af et ansigt og slik i bunden af rammen – Stamcellerne – Levetid, Det Ny Kastet 2024
Publikum lytter til en tale i en sal med lysekrone – Stamcellerne – Levetid, Det Ny Kastet 2024
Gæster ved ferniseringen blandt pelsbeklædte rollatorer i udstillingssalen – Stamcellerne – Levetid, Det Ny Kastet 2024
Rollatorer beklædt med pels og tekstil i udstillingssalen, med gæster i baggrunden – Stamcellerne – Levetid, Det Ny Kastet 2024

Kommende udstillinger

Få invitationerne først

Tilmeld dig Det Ny Kastets nyhedsbrev og få invitationer til ferniseringer, talks og andre arrangementer i Bindesbølls smukke rådhus på Store Torv i Thisted. Du hører også først, når vi sætter værker fra foreningens egen samling til salg.


  • Invitationer til ferniseringer og nye udstillinger
  • Artist talks, rundvisninger, foredrag og åbent hus
  • Værker fra samlingen til salg – ofte til særpriser

Vi sender kun, når der er noget at invitere til – typisk 1–3 gange om måneden. Du kan altid afmelde dig med ét klik.

Vores partnere

Støtter kunsten i Thy