Lørdag den 18. maj 2024 kl. 12.00 fortæller billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen om sit værk "Tjener", som hun viser på udstillingen "RÅDHUS" – om tankerne bag værket, dets tilblivelse og den stedsspecifikke placering i Bindesbølls rådhus. Foredraget varer til kl. 13, og der er gratis adgang.
Ordet tjener bruges om en person, der opvarter nogen, eller om en form for underkastelse. Installationen er bygget op af blandede materialer og medier, heriblandt en stumtjener, der både opvarter ved at bære det, man hænger på den, og er en tro, tavs tjener. I værket indgår også en krage, et LED-tekstskilt, et rundt podie, bemalede styroporkugler, underlys, grene og hjemmelavede pibekraver.
Sonja Lillebæk Christensen (f. 1972) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2003 og bor og arbejder i København. Hun er medlem af Kunstnersammenslutningen Jylland og det kunstnerdrevne udstillingssted Sydhavn Station og har bl.a. modtaget Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsens Fond (2023), Svend Dalsgaard Legat (2013), 1. pris ved Brygger J.C. Jacobsens Portrætpris (2007) og en række arbejdslegater fra Statens Kunstfond.
Se udstillingen
Kunstnersammenslutningen Jylland
22. marts - 1. juni 2024