Når Store Torv bliver indviet, og Julemanden kommer til byen, slår vi dørene op i Det Gamle Rådhus midt på torvet. Kom indenfor fra kulden, få noget varmt at drikke, og oplev Richard Holmes' farverige univers – for både store og små.
Lørdag den 28. november kl. 11–17 holder vi ekstraordinært åbent hus i anledning af indvielsen af det nye Store Torv og Thisted Bys og spejdernes store juleoptog. Det bliver en dag med julestemning og liv i hele midtbyen, og vi ligger lige midt i det hele.
Hele eftermiddagen kan du opleve Richard Holmes' udstilling "ubundet". Her møder street art og graffiti det klassiske oliemaleri, og velkendte ikoner fra dansk design og popkulturen dukker op de mest overraskende steder – ja, selv Star Wars har sneget sig ind i billederne. Der er masser at gå på opdagelse i for børn, og de voksne får et stærkt kunstnerisk univers med både humor og kant.
Vi byder på varm kakao og kaffe til både børn og voksne, så kig forbi før, efter eller midt i festlighederne.
Dagens program i byen:
Kl. 10–14: Byens butikker har åbent, og Thisted By byder på aktiviteter i løbet af formiddagen.
Kl. 11–17: Åbent hus i Det Gamle Rådhus med Richard Holmes' udstilling og varmt at drikke.
Ca. kl. 13–17: Indvielse af det nye Store Torv og juleoptog, hvor Julemanden kommer til byen og tænder det store juletræ på torvet.
Det nye Store Torv har fået nyt liv med grønne områder, bænke og legeskulpturer formet som havdyr: en søstjerne, en musling og et søpindsvin. Det er en gave til byen i anledning af Thisteds 500-års jubilæum som købstad, og det skal vi fejre.
Gratis adgang – alle er velkomne.