Udstillingsperiode fra den 31. januar – 15. marts 2025
Fernisering den 31. januar 2025 kl. 16-18
Åbningstalen holdes af Helen Lykke Møller, som er tidligere leder af Kunstbygningen i Aarhus (nu Aarhus Kunsthal) og også leder af Kunstnernes Hus i Århus. Hun har i mange år fulgt Felix’s produktion og ved utrolig meget om den, så vi kan se frem til en spændende introduktion.

Punktnedslag II. Dette er titlen på Felix Pedersens udstilling på Det Ny Kastet fra den 31. januar til 15. marts 2025. På udstillingen vises maleri, akvarel/kridt, tegninger og skulpturopbjekter. Udstillingen består ikke kun af helt nye værker, der er også nedslag i tidligere værker. Nogle af værkerne har for en del år siden været udstillet i Galleri Zenit i København. Mange af de store tegninger har, selvom de er lavet for flere år siden, aldrig været udstillet før.

I 2024 har Felix Pedersen lavet udsmykningen i Det Nye Harrevig Forsamlingshus. Desuden har han skabt et murmaleri i den lille italienske olivenby Arnasco i Ligurien. Sammen med 15 andre danske kunstnere har han været præsenteret på Caleidoscopio Danimarca – en hyldest til Asger Jorn, Henry Herup og Jørgen Haugen Sørensen på museet Irpino i Avellino i Italien.

