Felix Pedersen

19. februar  – 20. marts, 2016

Fødselsdagsudstilling

“det er det det er “

 

Billedkunstneren Felix Pedersen, Vorde ved Hjarbæk fjord, runder i år 70.
I den anledning viser han 3 soloudstillinger her i februar – marts. Én af disse er på Kunstforeningen Det ny Kastet i Thisted.
Kunstforeningen Det ny Kastet har valgt at fejre Felix Pedersen, fordi han har haft forbindelse til Thy og Thisted.
Som ung boede han en periode i Sdr. Ydby og aftjente sin værnepligt ved civilforsvaret på Simons Bakke.
Netop Limfjorden og landskabet omkring fjorden er til stor inspiration for Felix Pedersen. Han lader os få naturen ind under huden. Det er, som om hans malerier indeholder den puls og åndedrag, hvad enten det er hans store ekspressive naturabstraktioner, som udsmykker mange virksomheder og institutioner, eller små akvareller fra hans mange rejser.
I en anmeldelse skriver kunstanmelder Lisbeth Tholstrup: ”Felix Pedersen kan det sjældne at være provokerende, uden at gå på kompromis med sit kunstneriske udtryk. Han tør bevæge sig mellem det konceptuelle og det maleriske, mellem det pågående og det nærværende. Hans værker er aldrig ligegyldige eller forlorent dekorative. Tværtimod besidder de en skønhed, der til tider kan opleves som en stærk kontrast til holdninger, der ligger og lurer under overfladen. Manden mener noget med sin kunst.”
Felix Pedersen har været medlem af kunstnersammenslutningen Sæhrimner, Flash og Nimbus.
Felix Pedersen er kendt for at have udsmykket Thisted Uddannelsescenter med to store vægmalerier, der er placeret centralt i det store opholdsrum. Ligeledes har han udstillet mange gange i Thisted sammen med andre kunstnere, men nu er muligheden for at se ham solo på Det gamle Rådhus fra fredag den 19.02. til søndag den 20.03.
På udstillingen viser han forskellige udtryk og arbejdsformer som tegning, akvarel m. kridt, maleri, objekt, installation og skulptur.
I forbindelse med udstillingen er der udgivet 4 små hæfter som hver især repræsenterer Felix´ arbejds- og udtryksområder.

                        

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *